I min have – maj måned

Haven i maj. Her kan du få inspiration til, hvad du kan lave i haven i denne måned. Og lidt om, hvilke tanker jeg har omkring havearbejde, og hvad haven har at byde på. Sidste år skrev jeg også om min have (læs her), og det er nogle af de indlæg, jeg synes bedst om. Jeg har derfor givet mig i kast med at skrive endnu engang om min have fra måned til måned. Ikke at der sker så meget nyt fra sidste år, mange ting går igen. Alligevel er det en god reminder til mig selv og forhåbentlig til inspiration for dig. Især alle de smukke billeder er fulde af inspiration og gør mig glad.

Haven har været en smule forsømt her i maj, men vejret har virkelig også været omskifteligt. Især weekender har budt på regn og blæst, og det gør at man ikke lige springer ud i haven som det første. Manden har været i gang med at slå græsset, for det vokser hurtig nu. Han er også gået i gang med at grave/ vende jorden i urtehaven, fjernet ukrudt mellem fliserne og bedene rundt omkring. Drengene har hjulpet med at fjerne mælkebøtter og billerne fra blomsterne. Ja det er jo nok manden, der laver mest i haven, om jeg vil vedkende det eller ej, så er jeg nok ikke det store havemenneske. Det ligger ikke rigtig til min natur, jeg elsker dog blomster og hyggen ved haven. Jeg finder også en glæde og ro ved at nusse om blomsterne. Når jeg først er kommet i gang, så kan jeg godt bruge flere timer.

Jeg har da også klippet min lavendel ned, fjernet visne grene fra mine blomster, gjort klar på terrassen, vasket borde og stole, og nu skal jeg i gang med at luge ukrudt fra mine blomsterbede. Jeg plejer også at købe nogle blomster, som jeg planter ud i krukker. Det hygger så meget og skaber en dejlig forårsstemning. Maj måned er også den måned, hvor frugttræerne og bærbuskene blomstrer. Det er måneden, hvor tulipanerne er flottest, og hvor der er mange knopskud på diverse blomster. Det går virkelig hurtigt nu, især når graderne stiger, og solen varmer mere. Hækken er også begyndt at få de fineste grønne blade, og duftene begynder langsom at sprede sig i haven. Skønt!

Ting der skal gøres i haven i maj
  • Slå græs 1 gang om ugen
  • Lavendlerne klippes ned
  • Fjerne visne grene fra bede, buske og træer
  • Fjerne ukrudt, både mellem fliser, i indkørslen og i bede
  • Grave/ vende jorden i urtehaven færdig (sku’ måske egentlig helst have været gjort i allerede i marts/april)
  • Klargøre redskaber – hvis det ikke er gjort i april
  • Gøre terrassen forårsklar, rydde for ukrudt, vaske bord og stole, fjerne gamle rødder m.m. fra urtepotter
  • Rydde op og smide ødelagte ting, krukker og legetøj ud

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *